Specialiseret EMDR hjælp hos psykolog på Vesterbro i København

EMDR

Hvad er EMDR?

EMDR står for Eye Movement Desensitization and Reprocessing og er en terapiform, der blandt andet anvendes til behandling af traumatiske oplevelser. Sådanne oplevelser kan fortsat påvirke os, fx i form af påtrængende minder, stærke følelsesmæssige reaktioner eller en oplevelse af stadig at være i fare.

Metoden blev udviklet af Francine Shapiro i slutningen af 1980’erne. Hun opdagede, at øjenbevægelser fra side til side kunne påvirke hendes egne ubehagelige tanker og følelser. Efterfølgende begyndte hun systematisk at undersøge og udvikle metoden.

EMDR er en veldokumenteret behandlingsmetode ved posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) og kan også være relevant ved andre traumereaktioner.

EMDR anvendes desuden i nogle tilfælde ved andre psykiske problemstillinger, fx angst og depression.

Hvordan arbejder man med EMDR?

Under EMDR arbejder man med erindringen om en belastende oplevelse, samtidig med at man følger en form for vekslende stimulation, fx øjenbevægelser eller lette bank på hænderne. Formålet er at understøtte bearbejdningen af erindringen, så den opleves som mindre belastende, og de tilknyttede følelsesmæssige reaktioner kan aftage.

Hvis vi aftaler at arbejde med EMDR, vil vi i første omgang afdække, hvilke konkrete belastende oplevelser vi skal arbejde med, og hvilke negative tanker om dig selv der er knyttet til dem.

Inden vi går i gang med selve bearbejdningen, vil du blive grundigt forberedt på, hvad der skal foregå. Vi vil også arbejde med at opbygge ressourcer, som kan støtte dig undervejs. Det kan fx være et visuelt ”trygt sted”, som du kan bruge til at finde ro og tryghed.

Vi aftaler også et ”stoptegn”, så du ved, at du til enhver tid kan bede om en pause eller vælge at stoppe bearbejdningen. Hvis du får svært ved at slippe erindringen efter en bearbejdning, vil jeg hjælpe dig med at vende tilbage til her og nu.

Når vi afslutter bearbejdningen af en hændelse, vil vi arbejde med at integrere dine nye erfaringer og eventuelle mere positive tanker om dig selv, så de også kan få betydning i fremtidige situationer.

Bearbejdningen af en konkret hændelse kan nogle gange gennemføres på én session, mens den andre gange strækker sig over flere sessioner.

Det første skridt til hjælp

Det kan være svært at søge hjælp. Mange er i tvivl, om hvorvidt deres problemer er for store eller for små, og om de overhovedet kan hjælpes. Hvis du er i tvivl, så er du velkommen til at kontakte mig for at drøfte, om et forløb eventuelt kan være relevant for dig.